SIBO #3

Jeg forstår ikke, hvorfor vi er så mange, der skal have disse problemer, og at der er så få læger, som ved hvordan de skal hjælpe os.

Det er derfor jeg deler min historie - for at mine erfaringer kan gå videre, og dig, der måske hverken har overskud eller økonomi til at gå på opdagelse selv, kan tage mine vigtigste læringer med videre.

Min vigtigste pointe i det her er dog, at ingen er ens, og hvad der virker på mig, virker ikke nødvendigvis på dig. Jeg har selv afprøvet alverdens ting, fordi det virkede på en anden. Det kan være farligt at være forsøgskanin. Så mit første råd er: Bliv testet, få taget de blodprøver, som chat fx. kan hjælpe dig med at finde ud af, du skal have målt, ud fra dine specifikke udfordringer. Måske du ikke helt ved, hvad du skal være opmærksom på - det er derfor jeg deler min historie. 

Der er nu gået en uge, siden jeg begyndte min behandling mod SIBO.

Hver morgen, middag og aften har jeg taget antibiotika målrettet bakterieovervæksten i tyndtarmen. Derudover tager jeg et prokinetikum, PHGG-fibre, Saccharomyces boulardii samt en række tilskud, der skal støtte de næringsmangler, jeg har fået konstateret.

Det er blevet til mange piller hver eneste dag, sirligt pakket i sådan nogle uge-pilleæsker, som min mormor havde.

Lidt vildt, at vi er her, må jeg sige.

Men der sker til gengæld også en hel del indeni.

Noget af det vigtigste, jeg har lært

Noget af det vigtigste i hele mit forløb har været erkendelsen af, at vi nogle gange kan komme til at behandle os selv i blinde.

Vi prøver en ny kost. Et nyt tilskud. Mere motion. Mindre mad. Mere disciplin. Mere søvn. Færre kulhydrater. Mere fiber. Mindre fiber. En ny morgenrutine.

Og selvfølgelig betyder livsstil noget.

Men nogle gange er der faktisk noget konkret i kroppen, der ikke fungerer, som det skal.

Og så er løsningen ikke nødvendigvis, at man skal være endnu mere disciplineret.

Det kan være, at man skal undersøges.

Jeg deler ikke mit forløb, fordi jeg synes, alle med oppustet mave eller træthed skal have antibiotika eller den samme behandling som mig. Tværtimod.

Jeg deler det, fordi min oplevelse har gjort mig endnu mere overbevist om, hvor vigtigt det er at forsøge at finde ud af hvad der faktisk foregår, før man bare bliver ved med at behandle symptomerne.

For mig har det været en enorm lettelse at få hjælp af en læge, der har undersøgt mig, fundet nogle konkrete ting og lagt en behandling ud fra dem.

Og måske vigtigst af alt:

At mærke, at behandlingen faktisk gør noget.

Sådan her så jeg ud dagen før behandlingen. Jeg havde så meget væske i kroppen. Og var forstoppet og virkelig trært.

Det føltes, som om nogen fjernede et slør

Allerede efter omkring to dage på prokinetikum alene følte jeg seriøst, at nogen havde taget et slør væk fra mine øjne og suget al den overflødige væske ud af min krop.

Jeg havde det simpelthen markant bedre.

At få sat gang i min tarmperistaltik har indtil videre føltes som noget af det mest afgørende for mit velbefindende.

De første dage følte jeg mig nærmest uovervindelig.

Jeg havde lidt hovedpine, men det var til at håndtere. Jeg lavede mit nakkeprogram i Smoonclub-appen, som hjalp mig rigtig meget, og sørgede for at drikke rigeligt med vand.

Da jeg derefter begyndte på rifaximin, fortsatte det faktisk med at gå rigtig godt de første par dage.

Jeg nåede næsten at tænke:

Er det virkelig bare sådan her, det føles, når kroppen fungerer?

Og den oplevelse ramte mig egentlig ret dybt.

For hvor mange gange havde jeg ikke tidligere tænkt, at jeg bare skulle gøre det lidt bedre?

Spise lidt bedre. Træne lidt bedre. Tage mig lidt mere sammen.

Men hvis der er en reel fysiologisk årsag til, at kroppen kæmper, kan man jo ikke nødvendigvis disciplinere sig ud af den.

Nogle gange har man brug for behandling.

Og det er faktisk helt fantastisk, når man endelig får hjælp, der virker.

Det er næsten svært at beskrive, hvor rart det er, når man har brugt lang tid på at forsøge at optimere sig selv, og man pludselig oplever en behandling, der rammer noget helt konkret.

Hvad kan Saccharomyces boulardii?

Saccharomyces boulardii – eller S. boulardii – er en probiotisk gærsvamp og ikke en bakterie, som de fleste klassiske probiotika består af.

Jeg tænker lidt på mit mikrobiom som en have.

Der findes bakterier, vi gerne vil have masser af – mine “blomster” – og så findes der bakterier, der kan få for meget plads og begynde at overtage. Dem kalder jeg lidt kærligt for “ukrudtet”.

S. boulardii bruges i mit behandlingsforløb til at støtte og stabilisere tarmmiljøet under og efter antibiotikakuren.

Der findes også studier, hvor S. boulardii er blevet undersøgt i forbindelse med SIBO og tarmsymptomer, men forskningen er stadig begrænset. Derfor ved man heller ikke med sikkerhed, hvem det hjælper, eller hvor stor betydning det har for risikoen for tilbagefald.

Så lige nu følger jeg den plan, min læge har lagt for mig.

Mit forløb helt kort

Antibiotika → skal reducere bakterieovervæksten.

S. boulardii → bruges til at støtte tarmmiljøet under og efter behandlingen.

Prokinetikum → hjælper bevægelsen gennem fordøjelsessystemet og understøtter MMC – Migrating Motor Complex – som spiller en vigtig rolle for bevægelsen gennem mave og tyndtarm mellem måltiderne.

Og netop det sidste har været noget af det mest opsigtsvækkende for mig.

Og så kom dag fem

Pludselig, omkring fem dage inde i rifaximin-kuren, vågnede jeg med kvalme.

Jeg forsøgte at tage ud på min sædvanlige morgenløbetur, men måtte afbryde den.

Senere skulle jeg til et møde – og der kastede jeg op.

Jeg var dårlig resten af dagen og endte med at tilbringe hele eftermiddagen og aftenen på sofaen.

Samtidig blev jeg utrolig rørstrømsk. Alt sad lidt mere uden på tøjet, og jeg kunne nærmest begynde at græde over små ting.

De følgende dage har jeg fortsat været en smule kvalm og træt. Jeg har kunnet passe mine ting, men jeg føler mig ikke helt som mig selv. Jeg er lidt svimmel og har ikke særlig stor appetit.

Så lige nu befinder jeg mig i den mindre glamourøse del af behandlingen.

Jeg glæder mig selvfølgelig til forhåbentlig at komme tilbage til den følelse, jeg havde i starten.

Den klarhed.

Den lethed.

Følelsen af, at min krop begyndte at arbejde med mig i stedet for imod mig.

Bare forhåbentlig denne gang med langt mindre bakterieovervækst i tyndtarmen.

Derfor bliver jeg ved med at dele det

Jeg tror, det her er den vigtigste grund til, at jeg deler mit forløb:

Ikke for at fortælle andre, hvad de skal tage.

Men for at minde om, at symptomer fortjener at blive taget alvorligt.

At det ikke altid handler om at optimere sig selv mere.

At man godt må insistere på at blive undersøgt.

At man godt må stille spørgsmål.

At man godt må opsøge en second opinion, hvis man føler, at noget bliver overset.

Og at det ikke er et nederlag at have brug for medicinsk hjælp.

Tværtimod kan det være en kæmpe lettelse at få en forklaring på, hvorfor kroppen har reageret, som den har.

Jeg ved stadig ikke, hvordan mit forløb ender.

Jeg ved heller ikke endnu, om SIBO kommer tilbage, eller hvordan min krop reagerer, når antibiotikakuren er slut.

Men jeg ved, at det har gjort en enorm forskel for mig at gå fra:

“Hvad gør jeg forkert?”

til:

“Hvad foregår der egentlig i min krop?”

Det er to meget forskellige spørgsmål.

Og det sidste har indtil videre været langt mere hjælpsomt.

Dette er min personlige oplevelse og beskrivelse af den behandling, jeg har fået ordineret. Det er ikke en behandlingsvejledning. Symptomer og SIBO-behandling bør vurderes individuelt sammen med en læge eller anden relevant sundhedsfaglig person.