Kokos-karamel proteinbar

Glutenfri • mælkefri • uden raffineret sukker • uden sødemidler

Det kan faktisk være overraskende svært at finde en god snack med protein, som ikke samtidig er fyldt med en masse ingredienser, jeg helst vil undgå – som planteolier, majsstivelse, fyldstoffer og lange ingredienslister.

Derfor laver jeg ofte mine egne proteinbarer derhjemme. Så ved jeg præcis, hvad der er i dem, og jeg kan lave dem både mættende og virkelig lækre.

Jeg bliver næsten altid sulten omkring kl. 16, så jeg prøver at have en bar med i tasken, så jeg har noget godt at gribe efter, når eftermiddagssulten rammer.

De her er lavet med kokos, dadelkaramel, mørk chokolade og protein – og de smager seriøst som en lille dessert 🤎


Ca. 12–14 barer

Kokos-proteinbund

  • 4 scoops proteinpulver, ca. 100–120 g
    (jeg bruger en blanding af ærte- og risprotein, fordi jeg ikke tåler whey)
  • 1 karton Änglamark økologisk kokosmælk — brug ca. 250 ml til at starte med og tilsæt mere efter behov
  • 100 g havregryn
  • 100 g økologisk kokosmel/revet kokos
  • 2 tsk. vaniljepulver uden sukker
  • 2 tsk. vaniljeessens
  • 2 spsk. kokossukker 
  • 1 godt nip Celtic sea salt

Dadelkaramel

  • 1 bakke bløde dadler, ca. 200–250 g, uden sten
  • ca. ½ dl kogende vand
  • 1 godt nip Celtic sea salt
  • ½–1 tsk. vaniljeessens eller karamelessens

Chokoladeovertræk

  • 1 plade mørk chokolade af god kvalitet, gerne 85 %, ca. 100 g
  • 1 tsk. kokosolie

Sådan gør du

1. Lav kokos-proteinbunden
Bland proteinpulver, havregryn, kokosmel, vaniljepulver og salt. Tilsæt vaniljeessens og ca. 250 ml kokosmælk lidt ad gangen.

Massen skal være fast, fugtig og formbar — ikke flydende. Proteinpulver suger meget forskelligt, så tilsæt lidt mere kokosmælk, hvis den virker tør.

Pres massen godt sammen i en lille form beklædt med bagepapir. Sæt den i fryseren i ca. 30 minutter.

2. Lav karamellaget
Kom dadler, ½ dl kogende vand, salt og vanilje- eller karamelessens i en blender eller foodprocessor. Blend længe, til du får en helt glat, tyk karamel.

Hvis blenderen har svært ved at køre, tilsættes 1 spsk. ekstra kogende vand ad gangen. Karamellen skal helst forblive ret tyk.

Smør dadelkaramellen ud over den kolde kokosbund og sæt formen tilbage i fryseren i 1–2 timer, til den er fast nok til at skære.

3. Skær barerne
Tag massen ud og skær den i ca. 12–14 barer. Sæt gerne de udskårne barer tilbage i fryseren i yderligere 15–20 minutter, så de er helt kolde inden chokoladen.

4. Overtræk med mørk chokolade
Smelt chokoladen forsigtigt sammen med 1 tsk. kokosolie. Vend eller overtræk de frosne barer i chokoladen og læg dem på bagepapir.

Chokoladen vil sætte sig næsten med det samme på de kolde barer. Drys eventuelt med lidt kokos eller en smule flagesalt.

Opbevar dem i køleskabet for en blødere bar eller fryseren for en mere fast og chewy konsistens. Tag dem gerne ud af fryseren 5–10 minutter før de skal spises.

Lille note: Jeg ville starte med 100 g havregryn, men hvis din proteinmasse stadig er meget våd efter kokosmælken, kan du tilsætte yderligere 25–50 g. Det er bedre at justere her end at gøre baren for tør fra start.

Mere selvforkælelse